Handelsbetingelser

Senest opdateret: 22. september 2025

Generelle vilkår

Ændringer og afbestilling af opgaven

Som mindre forretningsdrivende er det alfa og omega at have et reelt overblik over kommende aftaler, både for at holde styr på kalenderen og økonomien.

Derfor gælder det, at når en ydelse er booket, eller et tilbud er godkendt via mail, er det bindende. Nedenstående regler for afbestilling træder dermed i kraft.

Ved webdesign

Afbestiller du en webopgave mere end 3 dage efter accept af tilbuddet, forbeholder jeg mig retten til som minimum at opkræve et gebyr på 40 % af det aftalte beløb, svarende til projektets forudbetaling.

Ofte har jeg sagt nej til andre opgaver for at sætte tid af til netop dit projekt, og det kan derfor være omkostningsfuldt for mig, hvis du aflyser.

Ønsker du at afbestille opgaven, skal det ske skriftligt og hurtigst muligt.

Bliver projektet udskudt mere end 20 dage på grund af forhold hos dig, betragtes projektet som afsluttet, og du er forpligtet til at betale det resterende beløb uanset projektets status, medmindre der er lavet en særskilt skriftlig aftale om andet.

Ved brandworkshop

Ønsker du at afbestille din brandworkshop eller ændre datoen, skal dette ske senest 11 dage før den dag, hvor workshoppen afholdes.

Til workshoppen lejer jeg et lokale til os, så vi har gode faciliteter. Aflyses workshoppen, skal lokalet derfor afbestilles i god tid for at undgå et større gebyr.

Afbestilles workshoppen senere end 11 dage før datoen for afholdelse, vil du blive opkrævet det pågældende gebyr.

Brandworkshoppen refunderes under alle omstændigheder ikke, hvis der er foretaget login på platformen med de indledende øvelser.

Ved Brand Boost, Redesign, Lille Visuel Identitet og grafiske opgaver

Ønsker du at afmelde eller annullere dit køb af Brand Boost, Redesign, Lille Visuel Identitet eller grafiske opgaver, skal dette ske senest 3 dage efter, at du har accepteret tilbuddet. Herefter vil det fulde beløb blive opkrævet.

Der refunderes under alle omstændigheder ikke, hvis der er foretaget login på en af mine online platforme med de indledende øvelser.

Levering

Levering anses for sket, når din hjemmeside, brandbog eller dit design er overdraget, og du har godkendt det.

Godkender du ikke senest 5 hverdage efter overdragelsen, anses levering for sket på dette tidspunkt.

Har du anvendt alle revisionsrunder, og der ikke længere er mulighed for yderligere ændringer, anses levering for sket på det tidspunkt, hvor materialet overdrages til dig, uanset om du formelt godkender det eller ej.

Opsigelse og afbrydelse af projekt

Hvis kunden ønsker at opsige eller afbryde et igangværende projekt, skal alt udført arbejde betales fuldt ud, og allerede indbetalt depositum tilbagebetales ikke.

Afbrydes projektet af Ström Studio som følge af sygdom, force majeure eller andre forhold uden for rimelig kontrol, refunderes eventuelt forudbetalte beløb for ikke-udført arbejde.

Reklamation

Opdager du fejl eller mangler, skal du reklamere hurtigst muligt efter, at fejlen er eller burde være opdaget, dog senest inden for 5 hverdage efter levering.

Reklamationen er kun gældende for det arbejde, som jeg som leverandør har udført.

Når du overtager materialet og selv har adgang til at redigere, dækker reklamationsretten ikke fejl, der opstår som følge af dine egne eller andre aktørers ændringer.

Det er dit ansvar at kunne dokumentere, at den fejl eller mangel, du reklamerer over, stammer fra mit udførte arbejde og ikke fra efterfølgende ændringer foretaget af dig eller andre.

Ansvar

1. Generelt

Når vi samarbejder, er det dit ansvar at sikre, at alle oplysninger og materialer, du stiller til rådighed for mig, fx billeder, tekst og grafisk materiale, er korrekte og ikke krænker tredjemands immaterielle rettigheder, bryder gældende lovgivning eller på anden måde kan virke misvisende.

Det er ligeledes dit ansvar at sikre, at særlige lovregler, bestemmelser og kutymer inden for din branche bliver overholdt.

2. Datahåndtering og overholdelse

Leverandøren er ikke ansvarlig for at sikre, at Kundens datahåndteringspraksis overholder gældende love eller reguleringer, herunder, men ikke begrænset til, Databeskyttelsesforordningen (GDPR), NIS2-direktivet eller andre databeskyttelses- eller privatlivslove.

Kunden er alene ansvarlig for korrekt håndtering, opbevaring og behandling af personlige og følsomme data i overensstemmelse med alle gældende lovkrav.

3. Integration af tredjepartstjenester

Leverandøren kan assistere med integration af tredjepartstjenester eller applikationer på Kundens hjemmeside, men er ikke ansvarlig for, at disse tredjepartstjenester overholder juridiske krav.

Kunden skal gennemgå og sikre, at alle anvendte tredjepartstjenester er i overensstemmelse med gældende love og reguleringer.

4. Sikkerhed og driftsansvar

Leverandøren er ansvarlig for at levere en funktionel hjemmeside i henhold til de specifikationer, der er aftalt i projektbeskrivelsen.

Leverandøren er dog ikke ansvarlig for den løbende sikkerhed, vedligeholdelse eller drift af hjemmesiden efter levering, medmindre der foreligger en separat vedligeholdelsesaftale.

Kunden er ansvarlig for at implementere passende sikkerhedsforanstaltninger og vedligeholde hjemmesiden for at beskytte mod uautoriseret adgang, databrud og andre sikkerhedstrusler.

5. Ansvarsbegrænsning

Leverandørens ansvar omfatter ikke driftstab, avancetab, følgeskader eller andre indirekte tab, herunder tab af data.

Leverandørens samlede økonomiske ansvar, uanset art, kan maksimalt udgøre 1.500 kr.

Leverandøren er ikke ansvarlig for indirekte, hændelige, konsekvente eller straffende skader, der måtte opstå som følge af eller i forbindelse med de leverede tjenester.

6. Brug af stockfotos og fonte

Leverandøren kan anvende billeder fra egne, betalte stockfoto-abonnementer, fx Death to Stock, samt fonte fra egne licenser som midlertidige elementer i leverancer, fx moodboards, designudkast eller præsentationer.

Disse elementer er udelukkende illustrative og må ikke anvendes af kunden i nogen form, herunder på hjemmeside, sociale medier, i markedsføring, grafikker, tryksager eller andre sammenhænge, medmindre kunden selv har købt gyldige licenser.

Licenserne er personlige og knyttet til Leverandørens abonnementer og kan ikke overdrages.

Kunden er ansvarlig for at udskifte billeder og fonte med egne materialer eller købe nødvendige licenser, hvis de ønskes anvendt i endelige materialer.

7. Juridisk gennemgang

Kunden opfordres til at søge intern eller uafhængig juridisk rådgivning for at sikre, at hjemmesiden overholder alle gældende love og reguleringer.

Leverandøren yder ikke juridisk rådgivning eller tjenester vedrørende juridisk overholdelse som en del af denne aftale.

Rettigheder

Efter overlevering af hjemmeside, brandbook eller andre produkter får Kunden brugsret til det færdige materiale, forudsat at Leverandøren har modtaget fuld betaling af ethvert tilgodehavende.

Brugsretten er ikke-eksklusiv og må kun anvendes af Kunden til eget brug.

Kunden må ikke videregive, videresælge eller på anden måde kommercialisere materialet uden skriftlig tilladelse fra Leverandøren.

Brugsretten gælder ikke delopgaver, mellemarbejder, skitser, templates, designforslag m.v., medmindre andet er skriftligt aftalt.

Leverandørens ophavsret og øvrige immaterielle rettigheder forbliver uændrede og forbeholdes i henhold til gældende lovgivning.

Som kunde er du velkommen til at kreditere mit navn i forbindelse med din brug af designet. Det sætter jeg stor pris på, men giv mig gerne et praj først.

Omvendt vil jeg indimellem gerne bruge dig og din virksomhed som case i præsentationer, markedsføring eller fremtidige projekter. Jeg spørger selvfølgelig altid om lov først.

Hemmeligholdelse

Vi er hver især forpligtet til at hemmeligholde ikke-offentligt kendte oplysninger, som bliver videregivet fra den anden part.

Forpligtelsen gælder både under og efter aftalens ophør.

Afregning og betaling

Leverandøren fakturerer Kunden forud for opgaven, medmindre andet er aftalt.

For webdesign gælder det, at 40 % betales forud, hvorefter det resterende beløb betales ved projektets afslutning.

For services under beløbsgrænsen på 6.000 kr. gælder det, at det fulde beløb forudbetales, før opgaven påbegyndes, medmindre andet aftales skriftligt.

Har du behov for at dele betalingen op i rater, er det også en mulighed. Kontakt mig for at høre mere.

Affiliate

Jeg benytter indimellem affiliatelinks til software, systemer og lignende.

Når du benytter mit link, modtager jeg en mindre godtgørelse.

Jeg benytter udelukkende affiliatelinks til systemer, software osv., som jeg alligevel ville benytte, og som jeg står 100 % inde for.

Som kunde er du ikke forpligtet til at benytte mit affiliatelink, men jeg sætter selvfølgelig pris på det, hvis du gør.

Specielt for branding

OBS: Der kan gælde særlige betingelser for den enkelte opgave eller aftale. Disse er beskrevet nærmere i den konkrete projektaftale, som altid sendes og underskrives forud for opgavens påbegyndelse.

Opstart

Forud for projektet modtager du en onboarding-mail med adgang til projektmappe samt min online branding-platform, hvor du skal udfylde en række øvelser.

Øvelserne er vigtige, da de danner grundlaget for de kreative retninger og det endelige brandudtryk.

Processen

Når øvelserne er udfyldt, udarbejder jeg to kreative retninger, stylescapes, som du modtager til feedback.

Du giver skriftlig feedback, så vi sikrer, at alt er dokumenteret og tydeligt.

Din feedback skal være retvisende og konkret, så jeg kan bruge den konstruktivt i den videre proces.

Herefter samler jeg den valgte retning i et endeligt forslag til jeres brandudtryk.

Hvis der stadig er behov, kan der laves én ekstra feedbackrunde. Denne er inkluderet i prisen.

Yderligere ændringer eller feedbackrunder betragtes som tillægsarbejde og afregnes særskilt.

Specielt for webdesign

OBS: Der kan gælde særlige betingelser for den enkelte opgave eller aftale. Disse er beskrevet nærmere i den konkrete projektaftale, som altid sendes og underskrives forud for opgavens påbegyndelse.

Opstart

Forud for projektet modtager du en projektaftale med en beskrivelse af projektet samt konkrete vilkår og betingelser for aftalen.

Her finder du også praktisk information om den aftalte pris, tidsplan m.m.

Feedback og revisioner

Du har i alt én feedbacksession samt én revision.

Feedbacksession

I vores første feedbacksession lægger vi os fast på en designmæssig stilretning, som danner fundamentet for det videre arbejde.

Når stilretningen, fx på forsiden, først er fastlagt, kan vi ikke gå tilbage og ændre den. Derfor er det vigtigt, at du er grundig i din feedback på dette tidspunkt.

Revision

I revisionen arbejder vi med de rettelser, du samler sammen efter feedbacksessionen.

Her tager vi fat på alt fra de større ændringer til de små detaljer. Det kan fx være:

  • Kan du ændre billedet til et andet i denne sektion?

  • Kan du flytte denne tekst ned i en infoboks?

  • Kan du fjerne datoen på alle indlæg?

  • Kan du gøre denne sektion lidt mindre teksttung?

Det er vigtigt, at du er præcis i dine formuleringer og henviser til den konkrete side og sektion, så intet overses.

Ekstra gennemgang, kun til nøds

Hvis noget mod forventning er blevet helt misforstået eller overset i revisionen, kan der laves en ekstra gennemgang for at rette op på dette.

Denne gennemgang er kun tiltænkt særlige tilfælde og kan ikke bruges til at tilføje nye ændringer.

Frist for feedback

Jeg anbefaler, at du sover på materialet 1 til 2 gange, inden du sender den endelige feedback.

Feedbacken skal dog altid være mig i hænde senest 72 timer efter, at du har modtaget materialet.

Dette gælder for alle feedbackrunder.

Du modtager et informationsark med praktiske detaljer om, hvordan revisionsprocessen foregår, og hvad der er inkluderet.

Dette hører ikke under revisionen

Rettelser, der generelt ikke hører under revisionen, er fx:

  • Oprettelse af nye sider

  • Store ændringer i sidens grundlæggende designudtryk og visuelle struktur

  • Større redesign af sider eller sektioner

  • Nye integrationer

  • Opsætning af ekstra funktioner som fx popup eller tilmeldingsformular til nyhedsbrev

Disse opgaver betragtes som tillægsarbejde og afregnes særskilt.

Undervisning i at bruge din hjemmeside

Du modtager 60 minutters undervisning/onboarding, hvor du får en introduktion til siden, og vi sammen gennemgår de forskellige relevante funktioner, du har brug for.

Har du brug for yderligere undervisning, kan dette tilkøbes.

Du modtager desuden 3 custom-lavede videotutorials, der tager udgangspunkt i en problematik eller funktion, som du gerne vil lære.

Jeg laver videoerne specifikt til din side, så du altid har dem ved hånden, når du skal arbejde videre med din hjemmeside.

Videoerne sendes via WeTransfer, og du har selv ansvar for at downloade dem, da jeg ikke har mulighed for at gemme dem på min computer.

Mister du dine videoguides eller har brug for yderligere, kan nye tilkøbes.

Har du anvendt alle revisionsrunder, og der ikke længere er mulighed for yderligere ændringer, anses levering for sket på det tidspunkt, hvor materialet overdrages til dig, uanset om du formelt godkender det eller ej. 

Specifikt for webshop

Ved køb af webshop-løsning skal det bemærkes, at der kan komme yderligere udgifter til eksterne systemer som fx betalingsløsning, fragtintegration, kassesystem, tema eller lignende tredjepartstjenester.

Disse aftales og afregnes direkte med de respektive udbydere.

Særlige funktioner såsom opsætning af medlemslogin, dropshipping, abonnementsfunktioner, flersproget opsætning eller komplekse produktfiltre er ikke inkluderet i standardpakken, men kan tilvælges efter aftale.

Der opsættes som udgangspunkt 5 varer i webshoppen som en del af leverancen.

Under den efterfølgende undervisning gennemgår vi sammen processen, herunder hvordan du selv kan lægge nye varer op, redigere produkter og håndtere ordrer.

Derudover kan du vælge, at jeg laver én af de tre videoguides, som følger med, specifikt som en trin-for-trin-guide til, hvordan du selv lægger varer op, opdaterer produkter eller håndterer ordreflowet i din webshop.

Der kan maksimalt behandles ét tema pr. video.

Specielt for logodesign

Revisioner

Du har i alt én feedbacksession og én revision.

Feedbacksession

Ved den første feedbacksession lægger vi os fast på stilretningen og det overordnede udtryk.

Dette sker på baggrund af dine input samt de referencer og det inspirationsmateriale, du sender forud.

Det er dit ansvar at sikre, at materialet er retvisende for den stil, du ønsker logoet udformet i, så jeg har de bedste forudsætninger for at ramme et udtryk, du kan lide.

Eksempel:

Hvis du sender 3 logoreferencer, som alle er simple og kun består af fx en sans serif-baseret tekst uden symbol, vil resultatet typisk blive et rent typografisk logo, hvor fokus er på skrifttype, spacing og det enkle udtryk.

Revision

I revisionen har du mulighed for at komme med mindre, detaljerede justeringer, fx ændringer i størrelse, stregtykkelse, skrifttype, spacing eller placering.

Ønsker du yderligere revisioner ud over dette, kan de tilkøbes efter aftale.

Frist for feedback

Jeg anbefaler, at du sover på materialet 1 til 2 gange, inden du sender den endelige feedback.

Feedbacken skal dog altid være mig i hænde senest 72 timer efter, at du har modtaget materialet.

Dette gælder for alle feedbackrunder og for revision.

Sådan!

Du er tilmeldt!

Skal vi ikke også conntecte? 👇 

Tak!

Jeg kontakter dig på mail inden længe med mere information.

Hvis du har lyst, kan vi jo connecte imens 👇