WordPress vs Shopify: Hvilken platform er bedst til din webshop i 2027?

WordPress vs Shopify: Hvilken platform er bedst til din webshop i 2027?

Skal du vælge WordPress eller Shopify til din webshop?

Det er et af de spørgsmål, jeg får igen og igen. Og internettet er selvfølgelig fyldt med meget skråsikre mennesker, der mener, at den ene platform er GENIAL, og den anden nærmest vil ødelægge din forretning.

Ro på.

Sandheden er, at både Shopify og WordPress med WooCommerce kan være virkelig gode webshop-platforme. De er bare gode til forskellige ting.

Jeg arbejder selv med begge dele, og mit valg afhænger altid af virksomheden bag shoppen: Hvad skal den kunne? Hvor meget vil du selv rode med? Hvor vigtigt er designfrihed? Hvor kompleks er shoppen? Og hvad skal den kunne om to år?

Så lad os kigge på forskellene uden at gøre det til en religionskrig.

WordPress med WooCommerce

Hvad er WordPress og WooCommerce?

WordPress er selve systemet bag hjemmesiden, mens WooCommerce tilføjer webshop-funktionerne.

WooCommerce er open source, hvilket betyder, at du har meget stor frihed til at bestemme, hvordan din shop skal bygges, se ud og fungere. Du ejer også selv indhold og data og vælger blandt andet hosting, betalingsløsninger og de funktioner, du vil koble på.

Det gør WordPress med WooCommerce ekstremt fleksibelt. Til gengæld betyder friheden også, at der er flere ting, der skal sættes rigtigt op.

WooCommerce giver dig flere tøjler i hånden. Men det betyder også, at nogen skal holde styr på hesten.

Fordele ved WordPress + WooCommerce

  • Stor designfrihed: Du kan bygge meget mere frit og er ikke bundet til én bestemt måde at strukturere shoppen på.
  • Stor fleksibilitet: Har du specielle produkter, flows, medlemsområder, kurser, booking eller andre funktioner, er mulighederne enorme.
  • Du ejer din løsning og dine data: WooCommerce er open source, og du vælger selv hosting og setup.
  • Stærkt til content og SEO: WordPress giver meget stor kontrol over indhold, landingssider, blog, struktur og tekniske SEO-elementer.
  • Kan vokse med komplekse behov: Du kan bygge videre og tilpasse løsningen ret langt, hvis forretningen udvikler sig.

Ulemper ved WordPress + WooCommerce

  • Hosting, opdateringer, backups og sikkerhed skal håndteres enten af dig, din hosting eller en samarbejdspartner.
  • Der er flere bevægelige dele, fordi funktioner ofte kommer fra forskellige plugins og integrationer.
  • En god WooCommerce-shop kræver typisk mere opsætning end en standard Shopify-shop.
  • For meget plugin-Frankenstein kan gøre siden tung og besværlig, hvis den ikke bliver bygget ordentligt fra start.

Shopify

Hvad er Shopify?

Shopify er mere all-in-one.

Hosting, webshop-system, sikkerhed, checkout og en stor del af den tekniske drift ligger samlet hos Shopify. Du betaler et løbende abonnement og får til gengæld en platform, hvor meget af det kedelige allerede er taget hånd om.

Det gør Shopify enormt attraktivt, hvis du gerne vil bruge din tid på produkter og salg frem for servere, plugins og teknisk vedligehold.

Shopifys store styrke er ikke, at du kan alt. Det er, at rigtig meget bare virker.

Fordele ved Shopify

  • Nem daglig drift: Produkter, ordrer, rabatter og lager er samlet i en ret overskuelig backend.
  • Hosting og sikkerhed er inkluderet: Du skal ikke selv finde webhotel eller holde serveren opdateret.
  • Stærkt webshop-fokus: Shopify er bygget specifikt til handel og har et meget modent checkout- og ordresystem.
  • Masser af integrationer: Du kan koble shoppen sammen med blandt andet marketing, sociale medier, lager og fragt.
  • Kan håndtere store shops: Shopify har ubegrænsede produkter og understøtter nu op til 2.048 varianter på ét produkt.

Ulemper ved Shopify

  • Du betaler et fast abonnement, og apps kan hurtigt lægge ekstra månedlige udgifter oveni.
  • Hvis du bruger en ekstern betalingsudbyder i stedet for Shopify Payments, kan der afhængigt af abonnementet komme ekstra transaktionsgebyrer.
  • Du har mindre frihed over selve platformen end med en open source-løsning.
  • Nogle meget specifikke design- eller funktionsønsker kræver apps, kode eller et dyrere setup.
  • Checkout kan tilpasses, men de mest avancerede muligheder er stadig mere begrænsede på standardplanerne end på Shopify Plus.

Hvad med SEO: Er WordPress bedre end Shopify?

Den her dukker altid op.

Og svaret er: Ikke automatisk.

Du kan sagtens ranke virkelig godt med Shopify. Og du kan sagtens have en WordPress-shop, som Google ikke kunne være mere ligeglad med.

WordPress giver generelt mere frihed til at arbejde meget detaljeret med content, struktur og tekniske SEO-ting. Shopify tager til gengæld en del af det tekniske arbejde ud af dine hænder og har gode SEO-muligheder direkte i platformen.

Platformen kan give dig gode forudsætninger. Den kan ikke lave SEO-arbejdet for dig.

Det, der i sidste ende betyder noget, er blandt andet dine kategorier, produkttekster, indhold, struktur, hastighed, interne links og om du rent faktisk svarer godt på det, folk søger efter.

Og hvad med design?

Her er forskellen også blevet mindre, end den var for nogle år siden.

Shopify er ikke længere lig med “vælg en template og lev med den”. Du kan komme rigtig langt med et godt theme og tilpasninger.

WordPress giver stadig typisk mere frihed, især hvis du vil bygge en meget særlig oplevelse eller kombinere webshoppen med en større content-side, services, medlemsområde eller andre funktioner.

Men begge kan blive pisseflotte.

Og begge kan blive forfærdelige.

Platformen designer ikke shoppen for dig.

Shopify vs WordPress: Hvad skal du vælge?

Drop spørgsmålet: “Hvilken platform er bedst?”

Spørg i stedet: “Hvilken platform passer bedst til den måde, min forretning skal fungere på?”

Hvis det her betyder mest for dig… Shopify WordPress + WooCommerce
Jeg vil have så lidt teknisk drift som muligt Stærkt valg Kræver mere vedligehold
Jeg vil have maksimal design- og funktionsfrihed God frihed, men inden for Shopifys rammer Meget stor frihed
Jeg vil hurtigt og enkelt kunne styre produkter og ordrer Meget stærkt Også muligt, men mere afhængigt af setup
Jeg har særlige eller komplekse funktioner Kan ofte løses med apps eller custom kode Meget fleksibelt
Content og blog er en stor del af min strategi Kan sagtens fungere WordPress er ekstremt stærkt her
Jeg vil have hosting og sikkerhed samlet ét sted Ja Du vælger selv løsning
Jeg vil selv eje og kontrollere hele platformens setup Du bruger Shopifys platform Open source og større kontrol

Min tommelfingerregel?

Hvis din forretning først og fremmest ER en webshop, og du gerne vil have en stabil løsning med så lidt teknisk drift som muligt, så er Shopify ofte et rigtig stærkt valg.

Hvis webshoppen er én del af et større website, hvis content fylder meget, eller hvis du har brug for mere frihed til særlige flows, funktioner eller design, så kan WordPress med WooCommerce give rigtig god mening.

Men der er masser af undtagelser.

Jeg har kunder, hvor Shopify er det oplagte valg. Og andre, hvor jeg uden tøven ville vælge WooCommerce.

Det dyreste valg er ikke nødvendigvis Shopify eller WordPress. Det er at vælge den forkerte platform og skulle bygge det hele om senere.

Så Shopify eller WordPress?

Begge kan sælge. Begge kan ranke på Google. Begge kan se skidegodt ud. Og begge kan håndtere en seriøs webshop.

Det afgørende er, hvad der ligger bag.

Hvordan skal du drive shoppen? Hvilke funktioner har du brug for? Hvordan skal kunderne finde produkterne? Hvad skal der ske før og efter købet? Og hvad skal din løsning kunne, når forretningen ikke længere ser ud, som den gør i dag?

Vælg ikke platform ud fra hype. Vælg den ud fra din forretning.

Jeg bygger webshops i både Shopify og WordPress med WooCommerce, så hvis du er i tvivl om, hvilken vej der giver bedst mening for din forretning, kan du læse mere om, hvordan jeg arbejder med webdesign og webshops her.

Se hvordan jeg har hjulpet andre virksomheder med at få en hjemmeside, der skaber resultater:

Sådan!

Du er tilmeldt!

Skal vi ikke også conntecte? 👇 

Tak!

Jeg kontakter dig på mail inden længe med mere information.

Hvis du har lyst, kan vi jo connecte imens 👇