7 basale sikkerhedsting din WordPress-side bør have styr på

7 basale sikkerhedsting din WordPress-side bør have styr på

En hjemmeside uden de mest basale sikkerhedsforanstaltninger er lidt som at gå hjemmefra og lade hoveddøren stå på vid gab.

Og nej. Du behøver ikke være IT-ekspert eller bygge Fort Knox omkring din hjemmeside.

Men der er nogle ting, du virkelig bør have styr på.

Har du webshop, medlemsunivers, booking eller formularer, er det ekstra vigtigt. For selvom du måske ikke selv ligger inde med folks kortoplysninger, behandler din hjemmeside stadig persondata som navn, mail, adresse, beskeder og ordreoplysninger.

Sikkerhed handler ikke om at gøre din hjemmeside umulig at hacke. Det handler om ikke at gøre det unødigt nemt.

1. Sørg for, at din hjemmeside bruger HTTPS

Din hjemmeside skal starte med https:// og ikke bare http://.

HTTPS krypterer forbindelsen mellem hjemmesiden og den besøgendes browser, så data ikke bare bliver sendt åbent frem og tilbage.

Men vigtig detalje: HTTPS betyder ikke, at din hjemmeside ikke kan blive hacket.

Det er ét sikkerhedslag. Ikke hele pakken.

2. Brug lange, unikke passwords

Og nej, Firmanavn2027! tæller ikke.

Dit password til WordPress, hosting, mail og andre vigtige systemer bør være langt, unikt og svært at gætte.

Den nemmeste løsning? Brug en password manager og lad den generere adgangskoderne for dig.

Så behøver du heller ikke forsøge at huske 14 variationer af dit barns navn og et udråbstegn.

Genbrug aldrig det samme password på tværs af dine vigtigste systemer.

3. Slå tofaktorgodkendelse til

Hvis nogen får fat i dit password, kan 2FA være det ekstra lag, der stopper dem fra også at få adgang.

På WordPress kan du slå det til via et sikkerhedsplugin, et dedikeret 2FA-plugin eller en login-løsning, der understøtter det. Nogle setups kan også bruge passkeys eller hardware keys.

Ja, det giver ét ekstra trin, når du logger ind.

Det er ligesom hele pointen.

4. Opdater WordPress, plugins, tema og PHP

Det her er en af de vigtigste.

Gamle plugins, temaer og WordPress-versioner kan indeholde kendte sikkerhedshuller, som automatiserede bots aktivt leder efter. WordPress anbefaler selv, at core, plugins og temaer holdes opdateret.

Så nej, den røde lille “12 opdateringer”-cirkel i dit dashboard er ikke dekoration.

Hold især øje med:

  • WordPress
  • plugins
  • dit aktive tema
  • PHP-versionen hos din hostingudbyder

Og har du plugins eller temaer installeret, som du ikke længere bruger?

Slet dem.

Du behøver ikke have gammelt software liggende og samle digitalt støv.

5. Brug flere sikkerhedslag, ikke bare ét plugin

Et godt sikkerhedsplugin kan være virkelig nyttigt på WordPress. Det kan blandt andet opdage mistænkelige loginforsøg, begrænse brute-force-angreb og holde øje med ændringer i filer.

Jeg bruger blandt andet Wordfence på WordPress-sites.

Men et plugin er ikke en magisk “nu kan intet ske”-knap.

I dag giver det mere mening at tænke sikkerhed i lag: opdateringer, tofaktorgodkendelse, stærke passwords, backups. Og så de lidt mere komplekse: korrekt hosting og eventuelt firewall-beskyttelse hos hosten eller foran selve hjemmesiden.

Jo mere sikkerhed der bliver stoppet før trafikken overhovedet rammer WordPress, jo bedre.

6. Sørg for backups, du faktisk kan bruge

“Jeg tror mit webhotel tager backup” er ikke helt en backup-strategi.

Hvis din hjemmeside bliver hacket, går ned eller en opdatering smadrer noget, vil du gerne vide præcis, hvor du kan gå tilbage til.

Tjek derfor:

  • hvor ofte der bliver taget backup
  • hvor længe de bliver gemt
  • om både filer og database er med
  • om backups ligger adskilt fra selve hjemmesiden
  • hvordan du rent faktisk gendanner siden

WordPress anbefaler også regelmæssige backups som en del af et sundt sikkerhedssetup.

Den bedste backup er ikke den, der måske findes et sted. Det er den, du ved kan gendannes.

7. Giv kun adgang til dem, der faktisk har brug for den

Hvis en medarbejder, freelancer eller samarbejdspartner kun skal redigere tekster, behøver hun sandsynligvis ikke administrator-adgang.

WordPress har forskellige brugerroller af en grund.

Jo færre personer der kan ændre alt, installere plugins eller oprette nye brugere, jo færre adgangsveje er der til de mest kritiske dele af siden.

Og når nogen ikke længere skal have adgang?

Fjern den igen.

Kort version?

Din hjemmeside behøver ikke være digitalt Fort Knox. Men som minimum ville jeg have styr på:

  • HTTPS
  • lange og unikke passwords
  • tofaktorgodkendelse
  • opdateret WordPress, plugins, tema og PHP
  • sikkerhedsbeskyttelse og gerne firewall
  • regelmæssige backups
  • hvem der faktisk har adgang

For sikkerhed er måske ikke det mest sexede ved at have en hjemmeside.

Men det bliver ret hurtigt interessant den dag, hvor siden er nede, sender spam ud eller pludselig har fået en ny russisk administrator, du ikke selv kan huske at have inviteret.

Det meste basale WordPress-sikkerhed er faktisk ret kedeligt. Opdater. Begræns adgang. Tag backup. Gentag. Og det er præcis derfor, det virker.

Hvis du helst vil slippe for selv at holde øje med opdateringer og den løbende tekniske vedligeholdelse, så ræk ud.

 

Se hvordan jeg har hjulpet andre virksomheder med at få en hjemmeside, der skaber resultater:

Sådan!

Du er tilmeldt!

Skal vi ikke også conntecte? 👇 

Tak!

Jeg kontakter dig på mail inden længe med mere information.

Hvis du har lyst, kan vi jo connecte imens 👇