“Jeg overvejer lidt at skifte min blå farve ud med en lyserød…” 🙈

“Jeg overvejer lidt at skifte min blå farve ud med en lyserød…” 🙈

Og grunden til at du bør tælle til 10 og ikke åbne Canva endnu!

“Jeg overvejer lidt at skifte min blå ud med en lyserød.”

Den sætning landede i min indbakke forleden, og min designerhjerne begyndte straks at klø.

For hey, det er helt fair at være træt af sin blå. Men hvis dit første spørgsmål er: “Hvad synes du er pænest?”, så skal vi lige have en seriøs snak.

Farver i dit brand skal ikke vælges, som om du står i Matas og leder efter en ny eyeliner.

Farver er ikke bare pynt

Farver betyder noget. Ikke fordi én bestemt farve automatisk får folk til at købe, men fordi konsekvent brug af de samme farver gør dit brand lettere at genkende over tid. Hvis du hele tiden skifter mellem blå, rosa, beige og grøn alt efter humør eller Canva-skabelon, gør du det sværere for folk at koble dit visuelle udtryk sammen med dig.

Jo mere konsekvent du bruger dine farver, jo lettere bliver det for folk at genkende dit brand uden først at skulle se dit logo eller læse dit navn. Og dét er egentlig langt mere interessant end at jagte en eller anden magisk “salgsfarve”.

Farver, fonte og grafiske detaljer er nemlig kun den synlige del af dit brand. Under overfladen ligger hele den retning, der afgør, hvem du vil ramme, hvad du vil være kendt for, og hvorfor nogen skal vælge dig frem for den næste i rækken.

Uden den retning er farver bare maling på væggen.

AI har gjort “pænt” meget nemmere

I dag kan du få ChatGPT til at foreslå en farvepalette, Canva til at bygge et moodboard og AI til at spytte 20 visuelle retninger ud på ingen tid. Det er fedt. Jeg bruger selv AI.

Men det gør også én ting meget tydelig: Hvis du ikke har en klar retning, bliver det ekstremt nemt at ende med noget, der ser fint ud, men som kunne tilhøre hvem som helst.

Prøv fx at bede AI om: “Lav et feminint, moderne og eksklusivt brand til en coach.” Og bum. Beige. Dusty pink. Mørk brun. En serif-font. Måske lidt sage green, hvis den føler sig vild.

AI kan hjælpe dig med at generere design. Den kan ikke beslutte, hvad dit brand skal stå for.

Det er derfor, brandstrategien bliver endnu vigtigere i en verden, hvor alle kan lave noget pænt på få minutter.

3 ting skal være på plads før farverne

Når jeg arbejder med branding, starter jeg ikke med at spørge, hvilke farver du kan lide. Selvfølgelig betyder din smag noget, især hvis du selv er en stor del af brandet. Men før vi designer så meget som én pixel, skal vi have styr på tre ting.

1. Hvem skal brandet ramme?

Ikke bare alder, køn og lokation. Jeg vil vide, hvem de er, hvad de længes efter, hvad de er trætte af, hvad de er usikre på, og hvad der får dem til at tænke: “Yes. Det her er lige mig.”

En 38-årig livsstilscoach og en 29-årig tech-entreprenør kan sagtens begge elske blå. Det betyder ikke, at de skal have det samme brand.

For farverne skal ikke bare være noget, du kan lide. De skal være en del af en hel oplevelse, der føles rigtig for de mennesker, du gerne vil tiltrække.

2. Hvad sker der i din branche?

Der er forskel på det visuelle sprog, hvis du er yogainstruktør, revisor, terapeut eller tech-founder. Alle brancher har nogle koder: farver, fonte, billeder og greb, som folk allerede forbinder med noget bestemt.

Og dem skal vi kende. Ikke fordi du skal ligne alle de andre. Tværtimod.

Du skal kende reglerne, før du ved, hvilke af dem der er værd at bryde.

Når vi først kan se, hvordan resten af markedet ser ud, bliver det meget nemmere at finde det sted, hvor du både føles relevant og skiller dig ud.

3. Hvem er du, og hvad vil du være kendt for?

Det sidste handler om dig. Ikke kun dine quirks eller din yndlingsfarve, men også din mission, dine holdninger, din måde at arbejde på og den position, du gerne vil tage.

Hvad skal folk tænke om dig? Hvad skal de huske? Hvad skal føles helt tydeligt anderledes, når de møder dig frem for din konkurrent?

Det er dér, dit brand begynder at få karakter. Og når målgruppe, marked og din egen retning mødes, så begynder farverne faktisk at give mening.

Farverne skal følge strategien, ikke humøret

For selvfølgelig skal farver også være flotte. Og selvfølgelig skal du selv kunne lide dem.

Men det er ikke dér, vi starter.

Vi starter med, hvad brandet skal gøre. Hvem det skal ramme. Hvad det skal signalere. Og hvad der skal gøre det genkendeligt.

Vælger du farver på gefühl, får du måske noget pænt. Vælger du dem som en del af en tydelig strategi, får du et brand, der faktisk hænger sammen.

Og det er også præcis sådan, jeg arbejder med branding: Strategien kommer først. Designet bagefter. Hvis du vil se, hvordan det hænger sammen, kan du læse mere om, hvordan jeg arbejder med branding her.

Se hvordan jeg har hjulpet andre virksomheder med at få en hjemmeside, der skaber resultater:

Sådan!

Du er tilmeldt!

Skal vi ikke også conntecte? 👇 

Tak!

Jeg kontakter dig på mail inden længe med mere information.

Hvis du har lyst, kan vi jo connecte imens 👇