Kritisk PHP-sikkerhedsbrist: Sådan tjekker og opdaterer du din WordPress-side
Den 21. oktober 2026 blev der offentliggjort to kritiske sikkerhedsbrister i PHP. PHP er en del af det system, som rigtig mange hjemmesider kører på, herunder WordPress.
Det betyder, at hvis din hjemmeside er bygget i WordPress, bør du tjekke din PHP-version og opdatere hurtigst muligt.
Det er vigtigt at understrege, at sikkerhedsbristen ikke ligger i WordPress som sådan. Den ligger i selve PHP, som kører på serveren bag din hjemmeside. WordPress anbefaler derfor også, at hjemmesideejere opdaterer PHP med det samme
Hvad skal du gøre?
Først og fremmest: Tag en backup af din hjemmeside.
Derefter skal du logge ind hos din hostingudbyder. Det er altså typisk ikke inde i WordPress, du ændrer PHP-versionen.
Find et menupunkt, der hedder noget i stil med:
PHP-version
PHP settings
Website settings
eller lignende.
Her skal du sikre dig, at din hjemmeside kører på en opdateret PHP-version.
De sikkerhedsrettede versioner, der blev frigivet den 21. oktober, er:
- PHP 8.5.12
- PHP 8.4.27
- PHP 8.3.36
- PHP 8.2.35
PHP anbefaler, at alle brugere opdaterer med det samme.
Inden du skifter PHP-version
Det er en rigtig god idé lige at:
- Tage en backup af hjemmesiden
- Opdatere WordPress
- Opdatere plugins og tema
Gamle plugins eller temaer kan i nogle tilfælde være inkompatible med nyere PHP-versioner.
Når du har ændret PHP-versionen, så klik derfor lige rundt på hjemmesiden bagefter og tjek, at alt fungerer som det skal.
Test især:
- Forsiden
- Kontaktformularer
- Webshop og checkout, hvis du har WooCommerce
- Andre vigtige funktioner på siden
Hvis du har Simply.com
Hos Simply.com kan du ændre PHP-version direkte i kontrolpanelet.
Gå til: Website → PHP Version
Her vil jeg anbefale, at du vælger “seneste version”.
På den måde følger din hjemmeside automatisk den seneste stabile PHP-version fremover, fremfor at du manuelt skal skifte version, hver gang der kommer en ny.
Hvis du har one.com
Hvis dit webhotel ligger hos one.com, kan du ændre PHP-versionen direkte i dit kontrolpanel.
Log ind hos one.com og gå til:
Indstillinger for hosting → PHP → rediger
Her kan du se, hvilken PHP-version din hjemmeside bruger, og skifte til den nyeste stabile version, der er tilgængelig.
Hvis du har en anden hostingudbyder
Har du en anden hostingudbyder end Simply.com eller one.com, og er du i tvivl om, hvor du finder din PHP-version, så kontakt din hostingudbyders support.
Du kan også kontakte mig, hvis du har brug for hjælp til at finde ud af, hvad der skal gøres på netop din hjemmeside.
Har du allerede et supportabonnement hos STRÖM STUDIO, har jeg allerede sendt en mail ud mere mere info og har taget de foranstaltninger, man kan.
Skal jeg gå i panik?
Nej.
Men det er heller ikke en opdatering, jeg ville lade vente til næste uge.
De to sikkerhedsbrister er klassificeret som kritiske og kan i værste fald gøre det muligt for en angriber at køre kode på en sårbar server uden først at være logget ind. Derfor har både PHP, WordPress og europæiske cybersikkerhedsmyndigheder anbefalet, at opdateringen bliver installeret hurtigst muligt.
Når PHP, WordPress, tema og plugins er opdateret, har du gjort det vigtigste, du selv kan gøre lige nu.
Man kan aldrig sikre en hjemmeside 100 % mod angreb, men man kan sørge for ikke at lade kendte sikkerhedshuller stå åbne.

